torsdag den 10. september 2015

En uge gamle


I dag er kyllingerne én uge gamle, og de er alle sunde og raske. Endnu kan jeg ikke se hvor mange hanekyllinger, der er i flokken, men kan konstatere at nogle af kyllingerne har udviklet mere markante vingefjer end andre. 

Alle tamhøns stammer fra de vilde sydøstasiatiske junglehøns, "Bankiva". Allerede omkring år 0 blev disses efterkommere bragt til Danmark som husdyr.
Høns lever i naturen i mindre flokke af ca. 10 høner, 1-4 haner og diverse kyllinger. De er territoriefaste, og lever i både kolde og varme klimaer, hvor der findes åbne sletter og lægivende træer. Disse egenskaber har gjort, at høns findes og trives i det meste af verden. 

I enhver hønseflok findes en hakkeorden. Den dominerende høne "A" hakker alle høns, den næst mest dominerende høne hakker alle høns undtaget "A", den tredje mest dominerende høne hakker alle høns undtaget "A" og "B" osv. Er der haner i flokken, findes den samme hakkeorden for disse. Desuden dominerer hanerne altid over hønerne. Den dominerende hane og høne har visse privilegier. De har førsteret til føden, til at parre sig, til at sidde på den højeste gren (længst fra fjenderne), den bedste redeplads mm. Derved har hønseracen overlevet. I flokke på mere end 25 høns ophører hakkeordenen, idet hønsene ikke længere kan skelne mellem hinanden. Det medfører at alle høns hakker hinanden. Høns er flugtdyr. De har et udmærket syn og hører lige så godt som en hund. De er i stand til at genkende mennesker, hunde, katte mm., og flygter derfor kun når de føler sig truede.  

En dag i hønseflokken starter ved solopgang, når den dominerende hane galer, og flyver ned fra sin gren. Der søges efter føde, støvbades, pudses fjer, parres, soves og hviles. Støvbadet har til formål at fjerne overflødigt fedt fra fjerdragten, skæl og parasitter. Desuden er hønsene "sociale" og hjælper hinanden med at pudse fjer. 


Mine kyllinger er begyndt at vise almindelig hønseadfærd.
Hakkeordenen bliver ikke så tydeligt markeret i hønseflokke som vokser op sammen, men kyllingerne øver sig alligevel i at kæmpe om dominans ved foderautomaten. Deres medfødte instinkt til at hakke efter små genstande, som er i kontrast til underlaget ses, ligesom det ses at instinktet til at søge føde stimuleres af andre kyllinger.  
Kilde: Liljensøe, J. (2000). Havehøns. Kbh.: Borgens Forlag

2 kommentarer:

  1. Hej Louise! Super at du har fundet så mange faglige begreber du kan sætte på iagttagelserne af dine kyllinger. Godt at der er kilde på. Ser frem til at høre lidt om dien pædagogiske overvejelser. Mvh Ib

    SvarSlet
  2. Hej Louise! Super at du har fundet så mange faglige begreber du kan sætte på iagttagelserne af dine kyllinger. Godt at der er kilde på. Ser frem til at høre lidt om dien pædagogiske overvejelser. Mvh Ib

    SvarSlet